Søndag d. 25. oktober Geddeturen til Stege Nor

I 2008 måtte vi aflyse denne tur grundet vejret, men i 2009 gik det bedre, og vi blev oven i købet positivt overraskede over fiskeriet.

I alt var vi 10 deltagere. Da det var første gang vi gæstede Stege Nor, havde jeg været inde på Google Earth, for at kigge lidt på bundforhold, og P-muligheder. Med vind fra SV, fik vi nogenlunde rygvind i sydenden af Noret, og jeg fandt en strækning der lignede det rigtige mht. bundforhold, som også havde plads til at parkere bilerne for enden af en vej der hed Skelbækvej. Det viste sig at være helt perfekt, så nu ved vi det til en anden gang.

Vi var jo noget usikre på fiskeriet, men de fleste valgte at benytte kraftige kyststænger og wobblere på 20-30 gr. Nogen af deltagere havde dog de specielle jerk-bait stænger med, og fiskede med nogle kæmpe jerk-bait-wobblere – de vejer op til ca. 100 gr. og er 25-30 cm lange.

Efter vi lige havde taget et overblik over det område vi var i, gik vi i gang med fiskeriet. Vi fordelte os til begge sider i forhold til P-pladsen, idet vi sørgede for at fiske det kystnære vand af, inden vi vadede ud for alvor. –Og man kan faktisk gå temmelig langt ud nogen steder – langt over 100 m. Bunden består af sand og ler, bevokset med forskellige lavtvoksende tangarter – de fleste steder var det li’som at gå på et tykt ryatæppe – så det var en ren fornøjelse at vadefiske – altså når man ser bort fra de tre af drengene, der havde hul i wadersne – for dem var det godt nok en kold fornøjelse.

Peter Nommesen lagde ud med brask og bram, og snuppede en fin lille gedde omkring de 2 kilo, allerede i 3. kast. Agnen var en knaldrød jerkbait-wobbler på næsten 30 cm – så teorien om stor agn = stor fisk passer ikke helt, men vi fik da konstateret, at der var gedder på pladsen.

Nu gik det slag i slag – faktisk alle deltagere havde flere hug – det kneb bare med at få gedderne til at blive hængende. Jeg tabte selv en 5-kilos fisk, efter at have fået den halvvejs ind (den huggede helt ude i kastet). Undervejs ind sprang den helt fri af vandet flere gange – derfor er jeg nogenlunde sikker på størrelsen. Hvad vi gjorde galt ved jeg ikke, men der blev tabt rigtig mange fisk. Ud over dem vi mærkede, så vi også flere fisk, inde langs med sivene på bare en halv meter vand.

Ved middagstid fik vi, med noget besvær, gang i et par engangs-griller, og der blev ristet pølser og lunet brød, så alle kunne få lidt varmt i maven, inden vi atter gik ud for at prøve lykken. Pausen havde ikke ændret på geddernes opførsel – de fleste af dem vi havde kontakt med – sagde farvel igen efter kortere eller længere tid på krogen. Jeg selv var dog så heldig at få en helt med ind. Den var lidt større end Peters, ca. 2,5 kg. På trods af størrelsen kæmpede den helt vildt for friheden, og som forventet, med de erfaringer jeg har med brakvandsgedder fra det svenske, er der noget mere gang i sådan én, end en i samme størrelse fra sø eller å.

Turen bliver helt sikkert gentaget i år, og så må vi se om ikke vi kan få lidt flere og større gedder til at blive hængende på krogen.

 

RSS
IMG_1923,2
IMG_1923,2
Detail Download
IMG_1924,2
IMG_1924,2
Detail Download
IMG_1929,2
IMG_1929,2
Detail Download
IMG_1929,3
IMG_1929,3
Detail Download
 
 
Powered by Phoca Gallery

Additional information